Klar til VM

Forfatter Jan Carlsen

Så lykkedes det at få rundet VM-kvalifikationen af med nogle playoff-kampe, som traditionen tro var meget forskellige af natur. Det var noget af det tunge skyts på dommersiden, der var rullet frem, og jeg bliver ikke forbløffet, hvis vi møder i hvert fald langt de fleste af herrerne igen til sommer i Rusland. Selv om der var høj intensitet i de fleste af kampene, kom vi igennem uden de helt store diskutable situationer - lige bortset fra straffesparket, som gav Schweiz sejren i Nordirland. Og det var på sæt og vis heller ikke diskutabelt - det var bare uden for al tvivl forkert.  Der skal åbenbart hver gang være en enkelt situation, som går skævt - tankerne går tilbage til Henrys håndtæmning før den scoring, som i 2009 sendte Frankrig videre til VM på bekostning af Irland.    

Men vi så vidt forskellige måder at håndtere en kamp på med vidt forskellige dommertyper - og vel at mærke uden at noget er rigtigt og noget forkert. Specielt tydeligt var det i de to kampe mellem Sverige og Italien, hvor den første kamp blev kørt igennem med to advarsler, mens returopgøret trak hele ni. I opgøret i Stockholm kunne man i princippet godt med lovbogen i hånden have afleveret et svensk rødt kort efter ti sekunder, da det lykkedes en svensk angriber at få nedlagt hele to italienere med henholdsvis den ene og den anden arm, og hvor specielt den sidste kontakt ikke var køn. Gad vide, hvad det så var blevet for en kamp. Returopgøret med spansk dommer rummede en tre-fire situationer med mulig forsætlig hands i straffesparksfeltet. Ingen af dem blev dømt - den ene kunne måske overvejes, mens der ikke rigtig var kød på de øvrige, men det bekræftede faktisk, hvad jeg tidligere har hævdet på denne plads, nemlig at f.eks. spanske dommere sagtens kan finde ud af at abstrahere fra den nationale spanske linje, når de dømmer internationalt. Hjemme i La Liga tror jeg (hvilket selvfølgelig er en ganske gratis påstand), at der var kommet mindst ét straffespark ud af det. Det var en ret suveræn præstation - ikke så meget på grund af straffesparkssituationerne som på grund af den generelle ledelse og håndtering af nogle spillere, der blev henholdsvis mere pressede og frustrerede, som det hele skred frem.

I det hele taget var det, som om dommerne bevidst eller ubevidst i disse kampe gik ud med den indstilling, at skulle der være straffespark eller uddeles kort, skulle det være noget med kød på (igen med kampen i Belfast som den beklagelige undtagelse). Og det er vel egentlig ganske sympatisk, at barren lige bliver hævet en anelse, så afgørelserne ikke bliver diskutable, men logiske og synlige for enhver, i betragtning af, hvor meget der er på spil. Jeg mistænker også, at noget af det samme lå bag, at der overhovedet ikke faldt nogen kort i den første kamp mellem Danmark og Irland. Så man før kampen på grafikken, hvilke spillere, der var i karantænefare, skulle man tro, at der var brudt en epidemi af gul feber ud - og ingen dommer bryder sig om også at påvirke det næste opgør, medmindre forseelsen éntydigt er til det. I København kunne der sagtens være faldet et par advarsler for holde-forseelser midt på banen (og irerne trak godt nok katten gevaldigt i halen ved deres igangsættelser), men det blev ved advarsler, som KUNNE gives - ikke nogen, som SKULLE gives, og så kunne alle også være med til returkampen. Hvor der så i øvrigt heller ikke faldt nogen advarsler. Ret enestående for to så afgørende kampe på dette niveau.

En anden ting, som flere mennesker har spurgt mig om i forbindelse med vores kamp i Irland, er Danmarks første mål. Og selv om spørgsmålet egentlig ikke har noget med fodboldloven at gøre, så lad os bare tage en tur omkring det alligevel. Det handler såmænd i al sin gribende enkelthed om, hvem der burde registreres om målscorer - er det Andreas Christensen, eller er målet rettelig et selvmål ?

Når spørgsmål ser simple ud, er de det i reglen ikke - og slet ikke, når de har med penge at gøre. For hele spørgsmålet udspringer selvfølgelig af, at der er blevet spillet på næste målscorer eller noget tilsvarende - og her er forskellige spilleselskaber åbenbart kommet ud med hver deres udfald. Jeg må bedrøve med, at der ikke er nogen nagelfast definition på, hvad der er et selvmål, og hvad der ikke er. Det er også et område, hvor der geografisk og kulturelt er meget store forskelle. I hvert fald for nogle år siden var det f.eks. sådan, at man i Italien regnede alt som selvmål, hvis bolden på sin vej mod målet havde en eller anden form for berøring af en forsvarer. Dog ingen regel uden undtagelse - nemlig ikke, hvis det var målmanden. Det var fornuftigt nok, ellers ville hvad som helst jo blive til et selvmål, og mållmandens arbejdsopgave er jo ligesom at forhindre, at bolden passerer ham - og i den anledning må han selvfølgelig prøve at redde bolden. Man kan, hvis man leder tilpas længe, finde en over 20 år gammel artikel fra det daværende FIFA News, som forsøger at definere selvmålet som begreb, men den forvirrer egentlig mere, end den klarlægger.  Så det er i princippet op til den enkelte spiludbyder at fastsætte et regelsæt, selv om de fleste vist nu om stunder læner sig op ad et eller andet internationalt bureau, som udpeger målscorere.

Men jeg kan i det mindste fortælle lidt om, hvordan det engang var herhjemme - tilbage fra den tid, hvor jeg var et af de 'hemmelige' jurymedlemmer, som for Danske Spil var med til at fastsætte første målscorer, som var det, man primært kunne spille på dengang. Vi var ikke anonyme, fordi der var noget lyssky ved det, som vi foretog os - men som en simpel beskyttelsesforanstaltning, når der i tvivlstilfælde måtte træffes afgørelser, som i sagens natur ikke kunne stille alle tilfreds. Vi var i et par tilfælde ret glade for anonymiteten - specielt når folk op mod jul havde satset pænt store summer for at få ekstra til julegaver, og så var det surt, når vi kom ud med en kendelse, der hed selvmål, hvis der var spillet på en rigtig levende angriber som målscorer - eller omvendt. Men her så mange år efter kan der næppe ske noget ved, at jeg beretter om det uofficielle regelsæt, som vi opererede indenfor, når det handlede om selvmål eller ej.  Det skal også med, at vi var tre mand på alle kampe, så det var i værste fald en flertalsafgørelse og ikke bare en enkelt mand, der sad med afgørelsen.

Det gik simpelthen ud på, at hvis forsvareren (igen bortset fra målmanden) foretog en aktiv handling og havde sidste berøring, før bolden krydsede stregen, var det et selvmål. Hvis forsvareren ikke foretog sig noget aktivt over for bolden, men blot blev ramt, og der i princippet lige så godt kunne have stået en telefonpæl, gik målet til angriberen. Det var i det mindste et regelsæt, men det var jo heller ikke perfekt og kunne selvfølgelig også nogle gange give udfald, der ud fra almindelig menneskelig logik virkede besynderlige. Det var ikke så meget de sjældne tilfælde, hvor målmanden egentlig havde reddet, men så alligevel til sidst aktivt fik fumlet bolden over linjen, der gav problemer, for det kunne folk godt forstå. Men jeg kan huske et tilfælde, hvor et skud på mål helt tilfældigt ramte en forsvarer inde på mållinjen, hvorfra bolden som et projektil røg ud i målfeltet og ramte målmanden i ryggen - og gik i mål. Her havde der altså været hele to berøringer fra en forsvarer, før bolden lå i mål - men da ingen af berøringerne skyldtes en aktiv handling, men var rent tilfældige, blev angriberen alligevel udråbt som første målscorer.

 Lige akkurat ved den lejlighed må jeg indrømme, at jeg var glad for, at vi var anonyme - og jeg er også ret glad for, at jeg ikke selv skulle have fornøjelsen af at afgøre, hvilken vej Danmarks udlignende mål i Dublin skulle vende. Læserne må afgøre med sig selv, om Christie, efter at Andreas Christensens skud har ramt stolpen, tilfældigt bliver ramt, da han kommer glidende,  eller han ved en aktiv handling får skrabet bolden over stregen.

Men i mål kom den da heldigvis.  Og jeg fik en kort nat. Skæbnen ville, at jeg sammen med nogle venner for længe siden havde bestilt teaterbilletter til den aften (det var sket dengang, hvor playoff-muligheden lå laaangt væk), så kampen lå og ventede på DVD-optageren derhjemme. Der var pause mellem 1. og 2. akt kl. 20.50, hvor jeg i smug checkede telefonen og så stillingen 1-0. Bandede stygt og inderligt, nød 2. akt - og checkede igen på vej over til toget. 1-4. Og så blev jeg enig med mig selv om, at det måtte jeg nok hellere ofre nogle timers nattesøvn på.