Videodommer - igen, igen

Forfatter Jan Carlsen

Nogle trods alt relativt få gange om året oplever man, at overskrifterne efter en superligarunde bugner med overskrifter om dommer- og linjedommerfejl. Jeg ved ikke, om det er en eller anden besynderlig matematisk drillenisse, der sørger for, at når tingene sker, sker de bare i store klumper, for der kan jo ellers være lange perioder, hvor tingene bare går deres normale og skæve gang. På samme måde kan man også spotte et andet aspekt, nemlig at det ofte er de samme hold, der ligger øverst i tombolatromlen, når uheldet er ude. Aktuelt lader det være bl.a. AGF, der får deres rigelige del af de spektakulære, tvivlsomme eller bare forkerte afgørelser – og i næste bølge vil det være andre. Så kan man grave banaliteter frem som, at det i det store regnskab nok i sidste ende går nogenlunde lige op. Det er også rigtigt, hvis bare tallene er tilpas store – men det er de trods alt og heldigvis ikke. Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at enhver fejl er én fejl for meget, og det vil enhver dommer også skrive under på. Omvendt vil jeg aldeles uden videnskabeligt belæg påstå, at dommerne ikke nu om stunder begår flere fejl, end de altid har gjort. Tingene har bare ændret sig fra et enkelt forkølet håndholdt kamera (om overhovedet noget) til et tocifret antal kameraer i alle mulige og umulige vinkler med mulighed for slow, still-billeder osv.  Det er bare en fattig trøst for dem, som det går ud over.       

Vi mennesker vil jo alle helst have den højest mulige retfærdighed, og så går jagten på den perfekte løsning ind. Derfor er der heller ikke noget at sige til, at videodommerne er blevet trukket frem af skuffen igen som løsningen på alle denne verdens ulykker. Om de er det eller ej, er der ikke nogen, der ved endnu, for fænomenet er trods alt relativt nyt, men troen på dem er det jo tilladt at have. Hvad der er værre, er, at der tilsyneladende - når man læser visse medier og udtalelser fra trænere og andre klubfolk – nogle steder synes at være en opfattelse af, at hvis man herhjemme bare mandag beslutter, at vi vil have dem, kan vi anbringe en person med en eller anden kasket i en OB-vogn den følgende weekend, og så skal alt nok køre. Men helt så simpelt er det altså ikke.    

Først og fremmest kan man ikke bare fra det ene øjeblik beslutte sig for, at sådan nogle skal vi søreme have. I hvert fald ikke, hvis vi fortsat vil være medlem af FIFA. Den side af sagen er simpel nok: fodboldloven skal man spille efter over hele verden, og anvendelsen af videodommere er der ikke lovhjemmel for sådan uden videre – på samme måde som vi ikke bare kan beslutte at spille med trekantede bolde, uden offside-regel  eller indføre mål på seks gange ti meter for at få flere scoringer og mere underholdning. Men der kører nogle kontrollerede forsøg rundt omkring med anvendelsen af videodommere. FIFA brugte dem ved Confederations Cup i sommer, og fra efterårets start forsøger man sig også i den tyske Bundesliga, itelienske Serie A, Polen og en håndfuld andre ligaer over hele verden. Efter en lidt bøvlet start, hvor der dels var tekniske nedbrud, dels et par tilfælde, hvor videodommeren blev anvendt på en måde, som ikke lige var hverken tiltænkt eller tilladt, er det et stykke tid siden, at jeg har set overskrifter, så det har nok fundet et fornuftigt leje.

Men forsøg er jo kun noget værd, hvis man også centralt opsamler erfaringerne, så derfor vil det i givet fald være noget med, at man skal ansøge hos FIFA og IFAB om at komme med på vognen. Jeg har ikke i detaljer sat mig ind i den protokol,  som forsøget i givet fald skal køre under – sådan nogle plejer at være ganske omfangsrige værker. Den fornøjelse er reserveret til den dag, hvor der kommer et seriøst ønske om at udforske området. Og det ønske kan reelt kun komme fra klubberne og deres interesseorganisationer – for der er jo i sidste ende kun dem til at betale for gildet, direkte eller indirekte.

Det nuværende forsøg har ret nøje foreskrevet, hvilke situationer man overhovedet kan kaste videre til en videodommer, og jeg vil tro, at der på helt samme vis også er forskrifter for, hvilket niveau forsøget skal foregå på. Ligeledes er der formentlig nogle helt stringente retningslinjer for, hvem og hvor mange man i givet fald skal have siddende i OB-vognen til at følge med i begivenhederne. I forbindelse med et nordisk møde i august havde jeg fornøjelsen af at få et lille og aldeles uofficielt smugkig bag kulisserne fra Confederations Cup, hvor der blandt andet havde været en svensk dommer med. Her var der i kontrolcentret anbragt to dommere og en linjedommer, som rangeringsmæssigt lå på samme niveau som dem, der var inde på banen, så man ville have nogenlunde den samme linje for indgreb. De var plantet foran en halv snes  monitorer med diverse kameravinkler, som de havde fuldstændig hånd- og halsret over sammen med den tekniker, som de havde til deres fulde disposition. Hele set-up’et mindede mere om en rumfærge end noget, der havde med fodbold at gøre, og jeg er sikker på, at personerne i det rum har været mindst lige så sveddryppende som de virkelige aktører, når kampen var forbi. Tænker man tilbage på Confederations Cup, var der videoafgørelser, som gik godt – men også nogle, som gik galt, samt nogle som var præget af en vis forvirring, for nu at udtrykke det diplomatisk. Det kan jeg godt forstå efter at have set og hørt rammerne anvendt i praksis. Det er i hvert fald ikke noget, som man bare går ind og gør – det kræver virkelig træning, og jeg vil ikke blive forundret, hvis man i sidste ende får specialiserede videodommere, på samme måde som man har specialiserede dommere og linjedommere, for det er helt specielle færdigheder, der skal i spil her – kombineret med tidspresset, al den stund der jo ofte spilles videre imens.      

Det betyder selvfølgelig ikke, at man bare skal afskrive konceptet – man skal blot gøre sig klart, at det ikke lige er noget, der klares på fem minutter eller for en bøjet femøre. Alene det tekniske setup for et enkelt stadion vil stå i et tal med mange nuller i den ende af tallet, hvor de betyder noget – plus selve driften med kamerafolk, bemanding i kontrolcenteret osv.  Tror man på, at man også får et udbytte, der står mål med investeringen ?  Hvis svaret er ja, er alt jo godt – men det er i hvert fald et spørgsmål, som man skal stille sig selv, før man er parat til at satse for at nå frem til den højeste retfærdighed. Hvis man ellers når frem til den. Herhjemme har der jo vitterlig været situationer, hvor selv nok så mange kameravinkler ikke kunne afgøre, om svaret er A eller B (i de rigtig festlige sagde den ene kameravinkel A og den anden B), og sådan nogle var der også ved Confederations Cup.     

FIFA har allerede proklameret, at man vil anvende videodommere ved VM til næste sommer – og det bliver med en blanding af frygt, bæven og nysgerrighed, at jeg sætter mig til rette i den dybe stol for at følge med. Det er altid en interessant udfordring at få dommere fra forskellige kontinenter til at ramme en fælles linje ude på banen, og nu skal man også have dem til at ramme en fælles linje og metodik i kontrolrummet – vel at mærke uden at der har været ret mange turneringer til at træne det i.     

Nogle har i den seneste uge også gjort sig til talsmænd for, at man kunne droppe mållinjedommerne og i stedet satse på videodommerne. Økonomisk er mållinjedommerne jo peanuts i forhold til et video-setup, men ikke desto mindre var de  kun på banen i større omfang herhjemme i det år, hvor der var et UEFA-tilskud til den forsøgsvise anvendelse af dem. Når vi møder dem herhjemme nu, er det i ganske få og udvalgte kampe med ekstra stor betydning  – eller når vi har en international dommer, som slaæ øve med sit dommerteam, umiddelbart før han skal have en kamp med seks dommere. Derfor var de f.eks. til stede i Lyngby i søndags, hvor der var en meget diskuteret situation med muligt straffespark, film eller ingenting. Det straffespark, som blev dømt, er i hvert fald ikke blevet éntydigt modbevist af nok så mange kameravinkler bagefter. Mållinjedommerne har den fordel, at dem kunne man bare genindføre – for de er skrevet ind i fodboldloven efter de tidligere års forsøg.

Jeg er på ingen måde nogen maskinstormer og synes også, at man skal anvende teknik, hvor det er praktisk muligt og fornuftigt. Man er bare nødt til at gøre sig klart, at man ikke kan indføre det med et enkelt greb i luften (eller for den sags skyld i foret).