Bagateller og dog

Forfatter Jan Carlsen

Som skrevet flere gange før, findes der 17 paragraffer i fodboldloven. Det er min erfaring, at det tal ofte får folk til at undre sig. Primært over, at der ikke er flere - de fleste andre boldspil kan mobilisere et væsentligt større antal, og man kunne sagtens forvente, at et regelsæt, som i sin urform kan føres tilbage til 1865, var blevet mere omfangsrigt. Men der er blevet ryddet godt og grundigt op nogle gange undervejs, så det er ikke bare et spørgsmål om, at man gennem årene har syet ekstra lapper på hullerne med total uoverskuelighed til følge. Men antallet af paragraffer er egentlig forbløffende lille, når man tager kompleksiteten i spillet i betragtning. Uden nogen som helst sammenhæng i øvrigt, men bare for lave en billig pointe, er det da tankevækkende, at Danmarks Riges Grundlov rummer 89 paragraffer, og tæller man avisoverskrifter efter en weekend, kan der nok henføres væsentlig flere historier til fodboldloven end til grundloven…

En anden ting ved tallet 17 er, at mange i branchen ynder at henvise til paragraf 18 - i en sådan grad, at en del faktisk tror, at der virkelig er 18 paragraffer. Det fandt jeg ud af, da jeg i et satanisk øjeblik fandt på at spørge en forsamling fodbolddommere om, hvor mange paragraffer der egentlig er. Denne mytiske paragraf 18 skulle så efter sigende omfatte anvendelsen af 'den sunde fornuft' - men det behøver vi ikke nogen separat paragraf for. Ud over det let fornærmende i at antyde, at de 17 rigtige paragraffer skulle stride mod sund fornuft, er den sunde fornuft ualmindelig smukt indskrevet i paragraf 5, som omhandler dommeren. Det er den gode gamle, men stadig noget oversete - hvilket også er grunden til, at jeg gør reklame for den, hver gang jeg kan slippe afsted med det - passus om de små forseelser. 'Det er lovens ånd, at kampene spilles med så få afbrydelser som muligt. Derfor er det dommerens opgave kun at straffe klare lovbrud. Fløjten for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser skaber irritation og modvilje hos spillene og ødelægger tilskuernes fornøjelse'. 

Alene ordlyden har en duft af gamle dage, og bestemmelsen har ganske rigtigt også stået der i mange herrens år, uden at vi har nænnet at peppe op på formuleringen - men essensen er jo fornuftig nok. Groft sagt skal man primært dømme for de ting, som folk kan se og forstå, og ingen ønsker en fodboldkamp, der bliver hakket i stykker af evindelige afbrydelser. På sin vis svarer det til så mange andre ting i vores dagligdag. Hvis f.eks. alle kørte 100 % efter færdselslovens mindste komma og ikke efter dens ånd, ville trafikken ikke flytte sig en meter - og tilsvarende ville det ikke være nogen kunst at dømme for selv det mindste mikroskopiske hold i trøjen eller den lille kontakt ved benene. Det ville bare ikke længere være det fodboldspil længere, som vi kan lide at se - og det, som adskiller den gode dommer fra millimeterdemokraten og paragrafrytteren er netop, at han kan finde ud af, hvad der er tvivlsomt eller bagatelagtigt, og hvad der ikke er. Det spændende er så, at det, som var bagatelagtigt i første halvleg, måske ikke er det i anden, hvor temperaturen på kampen er steget og tolerancetærskelen omvendt faldet, og det er blandt andet de tilfælde, der skiller dommerfårene fra de tilsvarende bukke. Og er dér, hvor man i TV f.eks. hører udtalelser i stil med, at nu er grebet strammet, dommeren har trukket linen ind, e.l. Hvilket er så sandt, så sandt - han har benyttet sig af paragraf 5.

Nu er den lille passus, som jeg citerede ovenfor, nok én af de mest oversete i fodboldloven, og den har en særdeles ydmyg placering, selv om det måske er nogle af de allervigtigste sætninger i bogen - så det var en hel befrielse, at man ved den store revision sidste år også direkte skrev ind, at 'Dommeren træffer sine afgørelser efter bedste evne i overensstemmelse med fodboldloven og spillets ånd'. Det stemmer smukt med, at det helt store mantra i disse år er sentensen 'What does football want ?' - og det betyder også, at det nu er endnu mere tydeligt, at vi ikke har brug for den spøgelsesagtige paragraf 18. Den sunde fornuft er i den grad inkorporeret i paragraf 5.

Men der dukker alligevel fra tid til anden situationer op, som godt nok er dækket af fodboldloven, men som de færreste havde forestillet sig at skulle opleve. Jeg har adskillige gange her underholdt med situationer, som jeg har instrueret i gennem alle årene, men som jeg sjældent eller aldrig har set - og så dukker de pludselig op alligevel, bedst som man sidder foran skærmen og følger med. Jeg tror ikke på, at usandsynlighederne er blevet større gennem årene - men det er dækningsgraden til gengæld, og det betyder, at ikke meget går ubemærket hen, for der står altid én eller anden med et håndholdt kamera eller mobiltelefon og kan forevige øjeblikket, som så lander på YouTube eller tilsvarende. Herligt for os, der dyrker den slags besynderligheder - og en bekræftelse af mit foretrukne instruktionsmotto 'Fantasien overgås kun af virkeligheden'.

Men det behøver ikke altid være i de ydmyge kampe, at fodboldlovens lyn slår ned - af og til sker det også på ret så højprofilerede steder. I sommer fik vi f.eks. ved U-19 EM serveret situationen med det indirekte frispark, hvor dommeren glemmer at række armen i vejret, hvorefter bolden sparkes over 50 meter direkte i mål. Der nåede at blive dømt både mål og målspark - men det lovmæssigt rigtige ville have været et omspark. I fredag aftens superligakamp mellem Helsingør og AGF blev AGFs fjerde mål scoret efter et hjørnespark, hvor et par opvarmende spillere yderst tjenstvilligt trak hjørneflaget ud til siden, så der var bedre plads til sparkeren.  Den går heller ikke, for man må ikke ændre flagets position (eller for den sags skyld fjerne det helt, som jeg også har set eksempler på), for lettere at kunne tage hjørnesparket.

Grundlæggende må man ikke ændre på baneforholdene - for nogle år siden var det bl.a. stor mode blandt målmænd i ubevogtede øjeblikke at stå og sparke lidt til målstængerne (ind mod midten af målet selvfølgelig) i håbet om at kunne gøre målåbningen nogle få centimeter mindre. I princippet er vi ovre i afdelingen for usportslig opførsel og dermed en advarsel, hvis det skulle blive registreret. Og tilsvarende må man ikke lave andre afmærkninger på banen end dem, som er der i forvejen, og som er autoriseret i fodboldloven.  Så den vane, som nogle målmænd har med at lade foden hugge et mærke i kridtet på målfeltets linje for at kunne orientere sig om, hvor midten af målet bagved er, duer altså heller ikke. 'En spiller, som laver uautoriserede afmærkninger på banen', skal advares - dog først når bolden er ude af spil, så der bliver ikke noget frispark ud af det på et eventuelt kriminelt sted.  Det er ikke en af lovens største forbrydelser - og man kunne såmænd godt mene, at det hørte til i den bagatelagtige afdeling, men selvfølgelig kan det blive så outreret, at det ikke er bagatelagtigt længere.

Netop det med afmærkningerne gav endnu en bizar situation i weekenden, hvor en 2. divisionskamp måtte udsættes i lige godt en time på grund af stregerne på banen - ikke fordi de var for få eller for utydelige, som det ellers ofte er tilfældet, men på grund af for mange af dem. Der havde åbenbart været spillet et andet boldspil kort forinden på den pågældende kunstbane, og det gav et noget forvirrende billede. Der er ikke noget at sige til, at man gerne vil udnytte de dyre kunstbaner til andre ting på de tidspunkter, hvor der ikke spilles fodbold, og derfor blev det for få år siden også skrevet direkte ind, at man for den sags skyld godt kunne leve med andre permanente afmærkninger end dem, som fodbold nu lige kræver - men det forudsætter, at de pågældende afmærkninger har en anden farve og klart adskiller sig fra en fodboldbanes, så ingen bliver ledt i fordærv i kampens hede. Og det var åbenbart lige det, der var problemet her. Heldigvis er det jo til stadighed dommerens første og fornemste formål at få kampen afviklet, hvis banen ikke er farlig, og så eventuelt skrive en indberetning bagefter, hvis der har været fejl, mangler eller uhensigtsmæssigheder, så alle overlevede, da der var blevet rettet op på de ting, der kunne forvirre.

Men det viser bare igen, at selv med kun 17 paragraffer til rådighed er man faktisk rigtig godt dækket ind med hensyn til, hvad fodboldlivet kan diske op med af fortrædeligheder. Nogle af tingene optræder bare hyppigere end andre - men man skal ikke lade sig forbløffe. Venter man længe nok, skal tingene nok ske.