Den absolutte sandhed.

Forfatter Jan Carlsen

Tilbage på pinden igen efter tre ugers pause, og jeg lægger ud i den mere filosofiske afdeling og med en tur op i helikopterperspektivet. Der har heller ikke været de helt hårrejsende diskussionsspørgsmål det seneste par uger (har jeg overset noget, så drop gerne en mail), men de skal nok komme igen, når først gruppespillene til de europæiske klubturneringer starter. Så jeg holder vejret, nyder ventetiden og tager en lidt mere abstrakt uge denne gang.

 På alle livets områder er det nødvendigt med regler og bestemmelser af en eller anden art til at regulere forholdene. Jeg ved godt, at der er folk og bevægelser, der mener, at alle regler er af det onde, men vi har vist endnu til gode at se et regelløst samfund (eller bare område i samfundet), som fungerer nogenlunde tilfredsstillende, og uden at man meget hurtigt lander i en opdeling mellem dem, der udnytter, og dem der bliver udnyttet.

Når man har love og regler, kan man også være sikker på, at der lynhurtigt opstår forskellige fortolkninger og opfattelser af dem, medmindre de er udformet så stramt, at der overhovedet ikke er noget råderum. Hvad fodboldloven angår, er der nogle regler, som på papiret er totalt objektive , f.eks. spørgsmålet om en bold helt har krydset en linje eller ej. Og så er der alle de andre områder, som er langt de fleste, og hvor det i selve lovgrundlaget er overladt til en vurdering. De vigtigste ord i fodboldloven er uden tvivl ordene 'efter dommerens skøn'  - og allerede her er æsken med alle potentielle ulykker lukket op, for der er næppe to mennesker, der altid skønner ens. Man kan forsøge at lægge nogle rammer og kriterier for skønnet, som skal sikre, at en vurdering ikke bliver helt til hest, men total ensartethed vil man aldrig opnå, uanset hvor meget man prøver.

Ud fra et princip om, at der må findes en højere retfærdighed og én absolut sandhed vil mange mennesker i fodboldverdenen gerne have den helt rigtige kendelse hver gang. Det er selvfølgelig et helt fair mål at have - men der findes tilfælde, hvor det bare ikke er muligt selv ud fra nok så mange TV-vinkler at afgøre, om dette er rigtigt eller forkert. Men jo flere penge, der er involveret i fodbold, og jo mere en enkelt fejlkendelse kan betyde på regnskabets bundlinje, jo mere forståeligt er det set fra et forretningsmæssigt synspunkt, at man gerne vil forsøge. Så er det, at de teknologiske hjælpemidler kommer i brug.

Det objektive - om en bold er inde eller ude - kan man bruge målkameraer og tilsvarende til, og det tror jeg egentlig, at langt de fleste er tilhængere af, medmindre man hører til dem, der synes, at det er en charme også her mere end 50 år efter at kunne diskutere Wembley-målet i 1966-finalen mellem England og Vesttyskland. Omkring de subjektive skøn er man nu begyndt at forsøge sig med videodommere, som i en sendevogn har en mindre hærskare af skærme og vinkler til rådighed, som de kan melde ind til hoveddommeren på banen - som heldigvis altid har den endelige afgørelse. Man kan lide det eller ej, men det er helt fair, at man ser, om de teknologiske fremskridt kan hjælpe noget. Forsøgene er stadig på et rimelig tidligt stadium, og selvfølgelig skal det hele have en chance, men jeg må indrømme, at systemet, som det blev anvendt under Confederations Cup i sommer, nærmere rejste flere spørgsmål, end det besvarede. Jeg gruer personlig for, hvordan næste års VM kommer til at forløbe, for FIFA har jo været hurtige på aftrækkeren og proklamere, at videodommer vil blive anvendt, men der er ikke så frygtelig mange turneringer inden da til at træne de dommere og linjedommere, som skal arbejde med det.

Der er nogle grundlæggende problemer i det, hvis videodommer-konceptet skulle blive vedtaget og udbredt også til nationale turneringer. Det første er økonomien - det andet det ironiske, at vurderingen stadig er subjektiv: nu er den bare flyttet fra banen ud i OB-vognen og tilbage på banen igen, når den endelige afgørelse skal træffes. Hvad gør man mon, hvis teknikken kikser, som den gjorde i én af forsøgskampene i den tyske Bundesliga her i starten af sæsonen ?  Og  endelig er der det argument, som de færreste rigtig har lyst til at tale om, men som jeg som djævelens advokat selvfølgelig er nødt til at have med her: hvordan er det lige med den producer, som bestemmer, hvilke billeder, der skal ud i æteren til brug for vurderingen ?  I virkeligheden er det - hvis man ikke kan sikre fuldstændig ufiltrerede billeder fra alle vinkler - ham, der kommer til at sidde med magten. Skrækscenariet kunne være en sidste øjebliks-kontroversiel situation i en afgørende kvalifikationskamp i et land, som måske ikke ligefrem ligger i toppen af antikorruptions-indekset.  Så kan vi hale matchfixing-spøgelset på banen også osv. osv.  Der er virkelig nogle både praktiske og etiske spørgsmål, der skal tænkes længe og dybt over her, før det bliver alvor. Foreløbig vil jeg bare konstatere, at Confederations Cup i hvert fald ikke overbeviste mig om, at man altid når frem til den korrekte kendelse selv med al teknologi til rådighed.

Men det er ikke kun på teknologisiden, at man overvejer, hvordan man kan forbedre fodbolden. IFAB, som er fodboldens højeste lovgivende organ, barslede i sommer - og det er for første gang nogensinde - med et strategidokument 2017-2022 for arbejdet med udviklingen af fodboldreglerne. Det sker under hovedtitlen 'Play Fair' - en indlysende, men også ganske fiks drejning af 'Fair Play'-begrebet. Der er tre bærende søjler i konceptet: loven skal udvikles og bruges til at fremme og beskytte integritet og fairness. Et fokus på ensartethed og integration skal gøre spillet tilgængeligt for alle 'uanset alder, race, religion, kultur, køn, seksuel orientering, fysisk eller psykisk handikap eller spillefærdigheder', som der står. Med andre ord: fodbold skal være et universelt spil for alle, måske med nogle friere rammer på nogle områder for at tilgodese specielle grupper. Og endelig skal man bruge teknologien 'til fordel for spillet'. De sidste ord er vigtige - man skal ikke bruge teknologi for teknologiens skyld (bare fordi den er der), men bruge den dér, hvor den kan gavne fodbolden.

Den helt afgørende overskrift er, at loven skal reflektere, 'hvad fodboldspillet ønsker'. Helt basalt skulle det gerne give en forbedret opførsel og en øget respekt hos spillerne, en forøget spilletid - og en øget fairness og tiltrækningskraft i spillet selv.  Det kan alt sammen lyde meget luftigt, men på hvert af disse tre områder kommer IFAB med en række konkrete forslag til lovene.

De er delt op i tre grupper: først de ting, som egentlig allerede er indeholdt i reglerne, og som kan opfyldes, hvis dommerne dømmer mere stringent efter dem (f.eks. et skarpere øje på målmandens 6 sekunders regel eller reglerne for beregning af tillægstid, for nu at tage noget relativt banalt). Dernæst nogle beskrevne områder, som der kan laves kontrollerede tests med i nogle kampe - vi har allerede i udvalgte turneringer i foråret og sommeren set en ny måde at afvikle en straffesparkskonkurrence på à la tiebreak i tennis, samt muligheden for at have en ekstra udskiftning, hvis en kamp går i forlænget spilletid. Og endelig nogle områder, som kræver mere radikale regelændringer og derfor i første omgang blot er til diskussion, før man eventuelt når frem til et eksperiment. Her møder man bl.a. nogle af de ting, som Marco van Basten luftede i FIFA-systemet tidligere på året, og som trak pæne overskrifter ved den lejlighed - ikke mindst fordi nogle nyhedstelegrammer antog, at ændringerne ville ske i morgen.

Det er helt klart noget, som vi kommer til at bruge en del tid på også herhjemme de kommende måneder, for det er et mægtig spændende dokument - og det vil være lige så naturligt at inddrage andre af spillets parter i den diskussion. Er der noget, som det kunne være fristende at prøve af og i givet fald i hvilke rækker - eller skal man bare løbe skrigende bort ? Personlig har jeg da den holdning, at vi skal forsøge at præge udviklingen på en eller anden måde, nu hvor vi har fået chancen.

Vi går i hvert fald spændende tider i møde, og for første gang har vi fået et kig langt ind i laboratoriet hos dem, der i sidste ende bestemmer på regelområdet - til gavn for fodbolden. Det er næppe sidste gang, indholdet af strategidokumentet kommer forbi på denne plads.