Den organisatoriske balance

Den organisatoriske balance

Tore Østergaard, Formand for DFU, juni 2017:

 

Den organisatoriske balance.

Jeg vil i dette og en række kommende indlæg beskrive, hvilke fokusområder, mål og resultater DFU har – og hvordan jeres kontingent anvendes.

Grundlæggende er det helt afgørende at forstå betydningen af, at DBU er fodboldklubbernes organisation – og DFU er fodbolddommernes.

Vi kan ikke leve uden hinanden – og dermed er det logisk og rigtigt at arbejde med tættest muligt samarbejde mellem DFU og DBU. Men, der er tale om en helt grundlæggende balance, der skal sikres og bevares. Hvis DFU ikke fandtes, og dommerne dermed ikke havde et fælles ståsted og et fælles talerør - så ville DBU og andre fodboldorganisationer egenhændigt kunne fastlægge alle vilkår for dommerne.

Uanset hvordan DBU ville forvalte dette ”monopol”, er det usundt. Ingen bør egenrådigt kunne fastlægge vilkår for andre. Det skal ske i fællesskab og dialog. DBU er fodboldklubbernes organisation, hvor dommerne ikke har demokratiske rettigheder, ikke kan vælges til repræsentantskab eller bestyrelse – og ikke har taleret på disse.

Dommernes vilkår skal derfor sikres i en løbende dialog med DBU – en opgave, der er stor, vigtig, møde- og tidskrævende.

Desværre opleves dette arbejde ikke altid synligt for vore medlemmer. Mange af de vilkår og forhold, vi som dommere har, oplever vi som naturlige og logiske – men ikke alle er bevidste om, at de faktisk kun er fremkommet efter diskussion og forhandlingsmæssigt pres.

I DFU har vi for nyligt oplevet, at en gruppe af fodboldklubber i DBU forsøgte at få pristalsreguleringen for 2017 afskaffet i en række af DBUs kampe. Uden et stærkt DFU kunne dette bare være vedtaget. Det er det som bekendt ikke blevet. Ved et meget stort indefodboldstævne ville den arrangerende organisation ikke anerkende pristalsreguleringen, før DFU gik ind i sagen, lige som samme organisation ved sæsonstart 2016 påstod, at man kunne anvende et lavere omkostningshonorar. Denne tilgang blev med beklagelse rettet ved DFU`s indtræden.

Dommerhonorar og kørsel er meget store omkostninger i DBU og DBU`s lokalunioner – og dermed for fodboldklubberne. DFU sikrer vores balancerede vilkår her – også i aftalen omkring honorar i stævner og cups, hvor vi gennem initiativer og dialog har fået stoppet den underbetaling, der er sket af dommere i en række tilfælde, ligesom dommere nu altid vil modtage kørselsgodtgørelse (i nogle cups efter særlige vilkår).

Dit årlige kontingent til DFU er på 10 kr. om måneden. Pristalsreguleringen er typisk 3 – 4 kroner pr kamp, så dømmer du mere end 3 kampe pr måned, er dit kontingent allerede betalt her – og tænker man, at pristalsreguleringen helt ville stoppe, så ville dette koste dig langt mere end dit kontingent.

Og uden et DFU ved vi jo ikke, om fodboldklubsiden ville indføre andre ændringer – eks. omkring vores kørsel eller lign. Med den nuværende DFU – DBU balance er alle trygge – og systemet stabilt og godt for alle.

Men selvfølgelig får du udover dette meget mere for dit kontingent. Det fortæller jeg mere om i næste indlæg.