Fastholdelse og kompetenceudvikling

Fastholdelse og kompetenceudvikling

Tore Østergaard, formand for DFU, juni 2017:

 

DFU – fastholdelse og kompetenceudvikling.

 

En vigtig del af glæden ved at dømme fodbold er, at du som dommer har den faglige kompetence – og et mærkbart netværk. Også det sociale betyder meget for de fleste af os. Indtil 2013 fik dommerklubberne tilskud fra DBU til faglige aktiviteter i dommerklubberne, der skulle fastholde og dygtiggøre dommerne. Anvendelsen skulle dokumenteres – og pengene blev hvert år anvendt efter hensigten.

Efter 2013 er dette tilskud ophørt og afløst af en bestemmelse om, at DBU skal dække omkostningen ved disse aktiviteter – og at DBU skal uddelegere aktiviteterne til dommerklubberne i de tilfælde, hvor dommerklubberne logisk kan varetage opgaven. Men der er ikke længere noget krav om aktivitetsmængde.

I flere af DBU`s lokalunioner har man siden 2013 kun afviklet de dommeraktiviteter, man er forpligtet til via Udmøntningsnotatets minimumsbestemmelse – og dermed ikke uddelegeret eller afviklet aktiviteter indenfor fastholdelse og kompetenceudvikling. Kort sagt har DBU reduceret pengene til dommerfastholdelse. Billedet er heldigvis forskelligt fra landsdel til landsdel.

Fremfor at skabe kampe og konflikter omkring dette, har vi i DFU vurderet, at øget pres, kommunikation og dialog med klar argumentation om nytten af disse aktiviteter for DBU og fodboldklubberne er vejen frem. Det har taget tid – og også for lang tid efter vores opfattelse, men vi er på vej, og der er nu langt større forståelse i DBU`s lokalunioner for disse tiltag, aktiviteter - samt samarbejdet og finansieringen af dem.

Og det er meget mere langtidsholdbart end kampe og ”kriser”, der tabes eller vindes.

Men uden denne markante dialog og argumentation fra DFU i et godt samarbejde med dommerklubberne ville det i de fleste områder af Danmark have set anderledes ud. I DFU`s strategi- og handlingsplan ”DFU mod 2020” er dette område helt centralt – og også i 2017 højt prioriteret.

En væsentlig pointe i forhold til disse aktiviteter i dommerklubberne er, at de ikke skal betales af dommerne – altså dig og dine kolleger.

De skal dels finansieres af DBU - dels finansieres via de indtægter, dommerklubberne har mulighed for gennem påsætning af ikke DBU- kampe.

Og det er vores vurdering, at DBU her ikke respekterer vore aftaler - med den konsekvens, at dommerklubberne mister indtægtsmuligheder.

Ud over det rent juridiske i sagen, er den også kompleks i sin form, indhold og holdninger.

DFU har igen valgt dialogen som løsningsværktøj – det har krævet rigtig mange møder – og med meget langsom fremdrift, men vi har god grund til at tro på en løsning, der tilfører dommerklubberne ressourcer – og dermed giver dig og din dommerklub aktiviteter, du ikke selv skal betale.